fredag den 16. juli 2010

FORÅR

Om forskudte lodrette retriller..

Den her har jeg kaldt forår, fordi den minder mig om nyslået græsplæne. Den er fra garnstudio og kræver en hulans masse garn, men bliver også fin. Jeg strikkede den efter opskriften for at kunne tælle striberne, så den farveglade farvelade kunne slå sig løs ved lejlighed..


Jeg må have forkortet en af bøjlerne til en barnebøjle, så trøjerne ikke ligner en hængt kat..


Teknikken hedder "vendestrik" og går ud på at man midt i arbejdet vender, slår om, og strikker tilbage. På næste retpind strikkes omslaget med i næste maske, så der ikke kommer huller. Hele arbejdet er strikket i ét, startende fra højre forstykke og rundt:



Her er der vendt to gange: først ved knappen til højre, så der fremkommer 2 lysegrønne striber, og ved knappen til venstre, så der fremkommer 1 lysegrøn stribe. Bagfra ser den noget bulet ud i bærestykket, men det ses ikke når den er på:

LINUS REST MED LYNLÅS


Lynlås og raglan..

Fra Falkenbergs Linus strikkekit blev der en masse garn tilovers, så det blev til en lille raglan-cardigan med lynlås:


Igen var jeg heldig med at striberne passede, altså 2*4, 2*3, 2*2 og 2*1 stribe i hver farve. Og så bagfra:


Raglan er virkelig et smart koncept: Når man bare tager 1 maske ind på hver side af markeringen (2 r sm og 2dr r sm) på hver 2. pind, kommer bærestykket på magisk vis altid til at passe. Man kan også strikke 1 eller 2 masker mellem indtagningerne, hvilket jeg dog ikke har gjort her:


Og så lige et close-up. Jeg må se at få skiftet den farligt kedelige plastic lynlås ud i en fart:


Næste gang jeg bruger lynlås, må jeg tage mig tiden til at strikke 2 glatstrikkede lange baner til indersiden, der kan skjule lynlåsen. Finish is everything :)

LINUS VOL 2

Den farveglade farvelade slår til igen..

Og så en Linus i pangfarver. Jeg er ret vild med at antallet af striber på forstykket passer, så der lige kunne blive 3*3 striber.


Da hele trøjen strikkes i ét, er det et udpræget sofaprojekt og ikke et tog/bus/ude-i-solen projekt. Her er den bagtil:


Og fortil:


På billedet mangler der at blive syet knapper i, men stadigvæk - gotta love it :)

LINUS

Om at starte et andet sted og sammensyninger i retstrik..

Den her er jeg så vild med, at jeg forsøger at overtale gemalen til at vores fremtidige dreng skal hedde Linus. (Måske den mest kiksede hvor-har-du-dit-navn-fra historie). Den er fra Falkenberg og jeg er vild med at man starter midt for og midt bag samtidig og derefter bevæger sig ud mod ærmerne:


Den tager lang tid fordi alt er i retstrik, og ærmeindtagninger er bøvlede at tælle, men den er det hele værd. Her er hvordan den ser ud "åben":


Og normalt (eller "lukket"):


Halskanten samles op og strikket efter lukning af skuldersømmen med madrassting. Jeg mangler et billede af den færdige, så må forhøre mig hos Frejas forældre.

DEN ASYMMETRISKE

Om farveskift i retstrikket bærestykke..

En Isager med mange forskellige muligheder for ændringer. Bærestykket var uden striber, men havde lige en rest, og synes også det er meget finere end hvis den var ensfarvet:

Når den grønne stribe ikke skal fortsætte ud i kanten (dér hvor knaphullerne og knapperne sidder) skal den blå trækkes hele vejen med på indersiden af den grønne stribe:


Selvom jeg forsøgte at gøre det så løst som muligt, trak det alligevel, da trøjen var færdig. Derfor måtte jeg klippe alle trådene bagved op, og lægge dem pænt på indersiden. Til en anden gang vil jeg bruge en dunte (fantastisk ord!) blå til kantstykket ud for det grønne, og lade den køre med op på indersiden. Og så ryggen:




GEPARD CARDIGAN VOL 2

Den farveglade farvelade slår til igen..

I KaDeWe (eller er det med enkelt V?) i Berlin fandt jeg nogle kæmpenøgler sokkegarn og købte i gul, rød, blå og grøn. Sokkegarn og børnetøj er en god kombi, da sokkegarn indeholder 25% nylon og derved er mere slidstærk og samtidig kan komme i vaskeren. Gepard mønstret er godt til at lave forskelligfarvede ærmer, da man ikke behøves at trække garnet langs bagstykket, som normalt ved tofarvestrik. Voila:


Har ikke grejet hvordan man vender billeder endnu, så nakkeøvelser er obligatoriske for læsere. Her er ét der vender den rigtige vej, dog lidt rystet:


Som 80'er barn voksede jeg op med en 3farvet t-shirt og tre cykelshorts (?!) i hver sin farve, så man kunne skifte, hvilket nogen mente var smart. Det er nok derfra min indre farveglade farvelade skal finde sit ophav, og derfor jeg synes at ærme/lomme kombinationen er farlig kæk.


Lommen er improviseret og siden dengang har jeg altid strikket en ekstra maske ind i hver siden i ribben, så det ikke trækker så meget, og strikket to ekstra masker i hver side på lommen (det røde) så den lukker til. Og så til bagsiden:


Cardiganen er ikke blevet vandet, strukket og tørret, hvilket er tydeligt på de to første billeder, men det kan vel nås endnu. En anden fordel ved (masser af) farver er at man undgår den klassiske piger-går-i-pigefarver og drenge-går-i-drengefarver.

GEPARD CARDIGAN

En af mine yndlings..

Der er ingen eksotiske store katte i denne cardigan, men garnfabrikanten kalder sig gepard :) Jeg skulle øve mig i hulmønstre, så hvilken oplagt mulighed:


Normalt er jeg ikke fan af sammensyninger, hverken i ærmer eller siderne af bullen. Hvorfor sy når man kan strikke? Derfor omregner jeg opskrifter, så kantmasken til sammensyning udelades og ærmet bliver fint og glat, uden de to kantmasker fylder, men mere om det senere. Her fulgte jeg opskriften og delene ser sådan ud:

Fidusen er at man derefter samler hele molevitten på en rundpind og strikker det retstrikkede bærestykke. Den færdige sag blev ret fin - specielt med knapperne der changerer i lyset (som man ikke kan se på det her billede):


Floras forældre (som egentlig er the grand jury selvom tøjet er til barnet - vigtig detalje) fortalte at den var super, dels pga dens elasticitet (jævnfør hulmønstret) og dels fordi den uden problemer kunne kyles i vaskeren - hurra for superwash!

onsdag den 14. juli 2010

ALFREDS VEST OG FUTTER

Mere om snoninger og tørring

Af det ekstra garn fra Alfreds tæppe fik jeg også lavet en (alt for stor) vest til ham, fra en opskrift på garnstudio. Snoninger ændrede jeg så alle fem ikke var højrevendte, men i stedet til centrerede (2 venstre, 1 delt i midten hver vej, 2 højre):


Efter udspænding, vanding og tørring blev resultatet rigtig fint. Næste gang vil jeg dog sy sammen i ret og ikke med den skøre ombukningskant, der er nu:















Og så blev det også lige et par futter ud af hovedet, og med samme snoning som den midterste i vesten:

ALFREDS TÆPPE

Om snoninger, udspænding og tørring.

Perfekt kombination: Lille Alfred skulle have en 0 års fødselsdagsgave og jeg ville øve mig i snoninger. Efter en masse mønsterskitser (som er blevet væk i vrimlen) og en masse strik lå tæppet krøllet og knudret og fyldte 3 plankebredder (1 planke er 14 cm):



Med to lag håndklæder og et hav af sikkerheds nåle blev det spændt ud, og lidt vand hist og her.
Jeg tror er forstøver er vejen frem :)


Og så efter megen venten, kiggen, tjekken og følen kunne sikkerhedsnålene tages ud. Og nu er
snoningerne glatte og fine. Og tæppet fylder nu fire plankebredder :) (Billedet har fået en underlig gul farve pga manglende blitz, må have fundet et stativ):


Og så lige et par nærbilleder af mønstret. Fidusen er at de smalleste huller i snoningerne på midterstriben er (næsten) ud for de bredeste huller i de to yderste: