søndag den 19. december 2010

JUL

 Hjertefreak amok

1) Hæklede julehjerter

En af de gode ting ved jul er at det er legitimt at gå amok i hjerter. Jeg synes hjerter er et herligt symbol og i samtlige(!) af mine børnetegninger har der sneget sig et hjerte ind, så det er åbenbart startet tidligt.

En juletradition jeg holder særligt meget af, selvom den godt nok kun varede 2-3 år, er at lokalisere en hjemmehæklet juledims på mine bedsteforældres juletræ og forsøge at gøre det efter. (Min mor gik banongas i  snefnugene, dem må jeg finde et billede af).

Hjerterne kan heldigvis varieres i størrelse afhængig af hvor mange omgange man tager på firkanten:




Efter en tur i noget tykflydende mælkehvidt kartoffelmels blanding lagde jeg dem til stivning på noget køkkenrulle. Stupid! Køkkenrulle er alt for porøst et materiale til at hamle op med kartoffelmelsklistersnottet, så der er køkkenrullerester på alle hjerternes bagsider:


Men pyt. Efter en guldtråd blev trukket igennem er mine hjemmelavede hjerteranker mit absolut favorit julepynt.


Og tænk hvor heldig: I min julenissens-værksteds-frenzy har jeg åbenbart lavet en ekstra med syv hjerter, nu jeg var i gang :)


2) Hæklede flettede julehjerter

 Selvfølgelig har min mormor også hæklet flettede julehjerter. Her hækles først de yderstre "tænger" med buen imellem, og tilsidst den midterste tange, alt sammen i dobbelte stangmasker:


Jeg synes versionen trængte til en opstrammer, så man ikke kan se farverne igennem, så i min version hækles der fra "spidsen" af buen og ned, alt i fastmasker. Hver tange hækles for sig, så der skal hæftes ende en frygtelig masse gange. Bagefter skal de to stykker flettes og sys sammen langs kanten og mellem buerne:



Jeg synes resultatet er farlig fint, men kan også huske at jeg var ved at få knopper af at fedte med det småtteri, så det blev kun til én hjerteranke:



3) Småtteri par excellence - broderede hjerter

Min svigermors evne til præcision, tålmodighed og blik for detaljen ville jeg ønske jeg havde. Jeg forelskede mig helt og aldeles i hendes hjemmelavede broderi hjerter:  





De er virkelig fint håndarbejde! Ingen synlige hæftninger, foer på indersiden og to forskellige motiver per hjerte. Mine forsøg vælger jeg let og elefant ikke at dokumentere. De strandede i en cigarkasse og bliver liggende dér indtil jeg enten a) indser at kapitulationen er endelig og giver resterne til min svigermor eller anden kyndig udi broderiet eller b) kompenserer for min manglende tålmodighed og præcision med indædt stædighed.

søndag den 21. november 2010

GEIL GEIL - BERLIN 2010

Drei mal strik i Berlin

I oktober var vi i Berlin, og der er to strikkebutikker jeg skal have lagt ind i shoppeprogrammet: Handmade Berlin og Idee (aka "den der under KaDeVe")

1) Den lækreste garnbutik hedder Handmade Berlin.
Desværre har de den kedeligste hjemmeside: http://shop.strato.de/epages/61857106.sf/de_DE/?ObjectPath=/Shops/61857106/Categories/%22Jade%20Sapphire%22/2-ply, men kig forbi butikken næste gang du er i Berlin - bare for at løbe fingrene over alt deres cashmere garn.
Sidst jeg var i butikken (sidste år) købte jeg et (kun 1!) nøgle Cashmere i en (synes jeg selv) dristig farve: Orangerød.

Nøglet kostede 260, -, men hvad søren skal man lave af 1 nøgle garn? - ovenstående trekantsjal blev i hvert fald for lille. Jeg har haft meget glæde af garnet (har pillet mine små kreationer op 3 gange), men er nu endt med en skøn lille fisk:


Jeg købte ikke et ekstra nøgle - orker simpelthen ikke at pille sådan noget ultrafint og skrøbeligt garn op igen. Fidusen ved denne fisk er, at den når om halsen flere gange, hvilket gør den ret varm selvom det er sådan en lille sag.

2) Den anden garnbutik Idee havde skrumpet deres garnsortiment siden sidst, skulle jeg mene, men der var stadig rigeligt (og det er kun den ene ud af tre vægge):

Men der skal også være plads til skøre påfund som eksempelvis "hjemmestrikkede" sokker.

 Måske skal jeg ikke kimse af færdigkøbte sokker, for min gave til gemalen (stribede sokker i hans yndlingsfarver) ligger stadigvæk, efter 2 måneder, og mangler det sidste. Måske sku jeg bare gi 13 euro for et par næste gang og få det overstået :)
De havde også Sauberballs - jubi tænkte jeg for de er hundedyre i DK, og har de flotteste changeringer. Men næ nej, det her var Regias version, og her har nationalfarvers popularitet nået garnverdenen, så nøglerne kunne fås i franske og tyske farver:
 Knap så farvegladfarvelade med tyske nationalfarver, vel?

Til gengæld købte jeg det dejligste bløde garn "Alta Moda Alpaca" med 90% baby alpaca, der er så blødt så blødt. I forlængelse af min cashmere-fisk ville jeg lave en kæmpe snoningsfisk (bliver nødt til at finde et andet ord end "fisk" - det lyder for underligt - anyone?).
 Finten ved garnet er (ud over at være yndlings-petroleums-farven) er at garnet er én lang meget smal pølse strik - altså garnet er strikket på forhånd! Det er virkelig fint. Snoningerne og deres begyndelse og slutning i spidser var ret sjove at udtænke - voila:


For ikke at sidde i DK og mangle et nøgle af garnet, tænkte jeg "A ska æ mangl" og købte seks nøgler. De rækker bare virkelig langt så tørklædet tog kun tre, så jeg har tre tilbage - måske en matchende hue og håndledsvarmere? Og faktisk rigtigt dejligt æ a mangl, specielt når det er sådan et flot materiale :)
(Og apropos ingenting: Bonusinfo: handske hedder "handschue" på tysk, dvs. "håndsko" - kreativiteten gik vist fløjten da man skulle udtænke dét ord :)

3)  Og så var der loppemarkedet om søndagen på Strasse des 17. juni. En dejlig blanding af lopper, krimskrams, kunsthåndværk og nybagte pandekager. Her var der blandt andet strikket dukketøj:


Sikken tålmodighed. Det må være strikket på pind 1, hvis der overhovedet er noget der hedder det.

Så vidt Berlin - echt geil neh :)

tirsdag den 24. august 2010

FALKENBERG

Pirouette

Jeg har tidligere omtalt min fascination af opskriften Linus fra Falkenberg. Af uvisse årsager kunne jeg ikke stoppe dér, men tænkte at jeg skulle lave et statement-projekt. Så jeg strikkede Pirouette fra Falkenberg. Voila:


Og den har nogle virkelig fine detaljer, fx den ombukkede kant og striberne langs kanten:


Halsen er strikket skråt, så den står af sig selv på en elegant måde, hvilket jeg mangler et billede af. Vældig smart altsammen. Problemet er bare at jeg ikke kan lide kapper/ponchoer og ligner en druknet mus i dem. I ren ret strik går der jo forfærdelige mængder (dyrt) garn, og for det ikke skal være løgn, er det vildt vanskeligt at pille op. Så i min fornægtelse har jeg tilmed glemt hvor jeg har gjort af det.

Ikke mere Falkenberg til den dame :)

torsdag den 5. august 2010

MØNSTERFORSØG

Om tofarvestrik...

Her er nogle mønsterforsøg. Klog af skade laver jeg altid strikkeprøver på mønsterstrik/tofarvestrik/jaqard (same same but different name), fordi jeg har tendens til at stramme mønsterfarven på bagsiden. Først noget enkelt:


Og så til det lidt mere avancerede:


I IKnitLondon (www.iknit.org.uk) fandt jeg en skøn dims til pegefingeren der adskiller de to farver man strikker med. Skal lige have taget et billede, da den er udsolgt fra hjemmesiden.


Når der er mere end 4 masker mellem mønsterfarven kan man folde mønsterfarven om bundfarven, så der ikke kommer lange snore bagpå:
Begge farver holdes i venstre hånd, mønsterfarven længst inde på fingeren. Hvis der er fx 8 masker mellem mønstermasker strikkes således: Strik 4 masker ved at tage bundfarvetråden ovenover mønstertråden på fingeren. Når der skal foldes om, strikkes 1 maske ved at tage bundfarvetråden under mønstertråden, og den efterfølgende maske over mønstertråden som normalt :) Det er drøn smart.

KETILS KØREPOSE

Denne opskrift er fra garnstudio, hvor jeg udskiftede det brune garn med panggrønt uldgarn. Den blev strikke på pind 8, så det gik super hurtigt:



De røde træknapper er fra Barcelona og har ventet i 9 år på deres rette anvendelse, men så er det også perfekte :) Man kan ikke se det på billedet, men jeg strikkede og monterede et ekstra lille stykke på det yderste stykke af ærmerne, så det kan foldes om og lukke til på ekstra kolde dage:


Køreposen er kæmpestor - det så ud som om Ketil kunne blive væk i den, de første gange han brugte den, men pyt, han vokser jo hurtigt:

BABY BODY

Farlig smart...

Her er en lille body, som var ret sjov at strikke:


Jeg tilføjede opskriften en lille fletning på ærmerne:


Ifølge opskriften skal der også være knapper der holder det inderste forstykke fast. Det har jeg sprunget over - hvis der skal så mange knapper til en body, må man lave den om:


Træknapperne er fra en genner på østerbro. I stedet for at betale 17 kr (?!) per knap i strikkeforretninger i centrum, kan man her få 3 stk. for 1 kr. Skal egentlig have købt alle de knapper, for er ret vild med de træknapper.


Jeg stoler på at venner og bekendte venligt henstiller det til mig, hvis der går for meget jordfarver og earthy-crap i den :)

fredag den 16. juli 2010

FORÅR

Om forskudte lodrette retriller..

Den her har jeg kaldt forår, fordi den minder mig om nyslået græsplæne. Den er fra garnstudio og kræver en hulans masse garn, men bliver også fin. Jeg strikkede den efter opskriften for at kunne tælle striberne, så den farveglade farvelade kunne slå sig løs ved lejlighed..


Jeg må have forkortet en af bøjlerne til en barnebøjle, så trøjerne ikke ligner en hængt kat..


Teknikken hedder "vendestrik" og går ud på at man midt i arbejdet vender, slår om, og strikker tilbage. På næste retpind strikkes omslaget med i næste maske, så der ikke kommer huller. Hele arbejdet er strikket i ét, startende fra højre forstykke og rundt:



Her er der vendt to gange: først ved knappen til højre, så der fremkommer 2 lysegrønne striber, og ved knappen til venstre, så der fremkommer 1 lysegrøn stribe. Bagfra ser den noget bulet ud i bærestykket, men det ses ikke når den er på:

LINUS REST MED LYNLÅS


Lynlås og raglan..

Fra Falkenbergs Linus strikkekit blev der en masse garn tilovers, så det blev til en lille raglan-cardigan med lynlås:


Igen var jeg heldig med at striberne passede, altså 2*4, 2*3, 2*2 og 2*1 stribe i hver farve. Og så bagfra:


Raglan er virkelig et smart koncept: Når man bare tager 1 maske ind på hver side af markeringen (2 r sm og 2dr r sm) på hver 2. pind, kommer bærestykket på magisk vis altid til at passe. Man kan også strikke 1 eller 2 masker mellem indtagningerne, hvilket jeg dog ikke har gjort her:


Og så lige et close-up. Jeg må se at få skiftet den farligt kedelige plastic lynlås ud i en fart:


Næste gang jeg bruger lynlås, må jeg tage mig tiden til at strikke 2 glatstrikkede lange baner til indersiden, der kan skjule lynlåsen. Finish is everything :)

LINUS VOL 2

Den farveglade farvelade slår til igen..

Og så en Linus i pangfarver. Jeg er ret vild med at antallet af striber på forstykket passer, så der lige kunne blive 3*3 striber.


Da hele trøjen strikkes i ét, er det et udpræget sofaprojekt og ikke et tog/bus/ude-i-solen projekt. Her er den bagtil:


Og fortil:


På billedet mangler der at blive syet knapper i, men stadigvæk - gotta love it :)

LINUS

Om at starte et andet sted og sammensyninger i retstrik..

Den her er jeg så vild med, at jeg forsøger at overtale gemalen til at vores fremtidige dreng skal hedde Linus. (Måske den mest kiksede hvor-har-du-dit-navn-fra historie). Den er fra Falkenberg og jeg er vild med at man starter midt for og midt bag samtidig og derefter bevæger sig ud mod ærmerne:


Den tager lang tid fordi alt er i retstrik, og ærmeindtagninger er bøvlede at tælle, men den er det hele værd. Her er hvordan den ser ud "åben":


Og normalt (eller "lukket"):


Halskanten samles op og strikket efter lukning af skuldersømmen med madrassting. Jeg mangler et billede af den færdige, så må forhøre mig hos Frejas forældre.

DEN ASYMMETRISKE

Om farveskift i retstrikket bærestykke..

En Isager med mange forskellige muligheder for ændringer. Bærestykket var uden striber, men havde lige en rest, og synes også det er meget finere end hvis den var ensfarvet:

Når den grønne stribe ikke skal fortsætte ud i kanten (dér hvor knaphullerne og knapperne sidder) skal den blå trækkes hele vejen med på indersiden af den grønne stribe:


Selvom jeg forsøgte at gøre det så løst som muligt, trak det alligevel, da trøjen var færdig. Derfor måtte jeg klippe alle trådene bagved op, og lægge dem pænt på indersiden. Til en anden gang vil jeg bruge en dunte (fantastisk ord!) blå til kantstykket ud for det grønne, og lade den køre med op på indersiden. Og så ryggen: